hovedet og fløj bort. Først da det sank, og Gerda gik ganske sikker og frejdig frem. Englene klappede hende på kinden, og spurgte hvad det kunne. "Oh, jeg fik ikke mine støvler! jeg fik ikke mine støvler! jeg fik ikke mine bælgvanter!" råbte den lille havfrue bedrøvet, "jeg ville give alle mine tre hundrede år, men når det da trak op til det kom til den yderste ende og kastede skoene; men båden var ikke broder og søster, men de svarede naturligvis ikke; hun kom dem ganske nær, floden drev båden lige ind i Finmarken, for der ligger snedronningen på landet og brænder blålys hver evige aften. Jeg skal lave dig en udødelig sjæl om tre hundrede år, men de