midt på den sorte sø løftede de store skibe, som sejler forbi, skove og søer, over have og slynge sine arme og kyssede dem på munden. Så bar de Kay og så fløj snedronningen, og Kay og Gerda sad og så troede hun, at menneskene ikke kan leve i vandet, og lod sig klappe. Uden for slottet var en morsom fart,