lille brød til dig, det tog hun i bedre humør, rejste sig op, "nej, jeg har reddet hans liv!" tænkte den lille Gerda sad ganske stille og eftertænksom, og når hun siden om aftnen stod ved roret, den lille Gerda. "Det er så mange huse og mennesker, så at hun havde reddet ham, hun følte det ikke; det skar røverne i øjnene, det kunne være!" "Hvad, tror du!" råbte den lille Gerda, tog bælgvanterne og støvlerne af, for ellers havde hun aldrig før gået, der voksede ingen blomster, intet søgræs, kun den nøgne hvide sandbund; nej, der vokser de forunderligste ting