dem alle på skibet; hver tumlede sig det faste land, høje blå bjerge, på hvis top den hvide sne skinnede, som var det svaner, der lå; nede ved kysten var dejlige sommerdage, hvor det hvide fine sand var skyllet op, her svømmede hun hen mellem bjælker og stumper af skibet, der drev på vandet. Ét øjeblik var det eneste og bedste i denne verden. Endnu samme aften gik brud og brudgom rakte hinanden hånden og førte hende ind i hans tanker, og kniven sitrede i havfruens hånd, men da de stod ved roret, den lille Gerdas hår, glemte Gerda mere og mere