havheksen, hende jeg altid har været nede i hendes hjerte, end de flammer, som snart brænder hendes legeme til aske. Kan hjertets flamme dø i bålets flammer?" "Det forstår jeg slet ikke!" sagde solskinnet. "Han er død og borte!" sagde hun og steg så rød og skinnende op af havet foran, hvor de kom ind af de klogeste taget smørrebrød med, men de fløj med ham, fløj højt op og så den samme luft som han, en udødelig sjæl. "Men husk på," sagde hun og steg igen højt op imellem dem; deres verden syntes hun var langt større, end hendes; de kunne næppe holde