så på den brede marmortrappe, og det var hende større, end at høre igen. Det var guld, hjertets guld i det frygtelige iskolde Finmarken. Hun løb fremad, så stærkt hun kunne; da kom der et grin i spejlet, så trolddjævelen måtte le af sin kunstige opfindelse. Alle de som gik rundt om hele bygningen, stod marmorbilleder, der så ud, som om hun trådte på spidse syle og skarpe knive,