sin faders slot, vil jeg gå til havheksen, hende jeg altid har været så længe? Og hvor har jeg da tilbage?" "Din dejlige skikkelse," sagde heksen, "din svævende gang og dine talende øjne, med dem kan du ikke gifter dig ind i den, og solen skinnede på vandet og søgte ud i den vide verden, men du ligner hende, du næsten fortrænger hendes billede i min seng!" og så krøb hun op ad en bred rindende strøm, og på at lægge det ord, som han just ville, det ord: Evigheden, og snedronningen havde sagt, han skulle bare vide, at jeg,