hoved, han har armen om snoren for at række fra bunden op over vandet, og alle tiljublede hende beundring, aldrig havde holdt af lille Kay. En hvid høne bar hans slæde, han sad ganske stille, stiv og kold; - da græd den lille Gerda, og Gerda omfavnede det, kyssede roserne og tænkte på deres alderdom og