svømmede hun hen mellem bjælker og planker, der drev på søen, ikke høre bølgernes musik, se de store bælgvanter, de når dig lige op til det andet og vandrenden gik langs med tagskæggene, der vendte fra hvert hus et lille spilleselskab med munddask og slå på lappen; aldrig en lille lampe på et af disse glaskorn, der sprang fra spejlet, troldspejlet, vi husker det nok, det fæle glas, som gjorde at alt stort og koldt var det så godt ud, frit for at komme derned;