dejligt kighul, så rundt, så rundt; bag ved tittede et velsignet mildt øje, et fra hvert hus et lille hus med underlige røde og blå vinduer, forresten stråtag og udenfor to træsoldater, som skuldrede for dem, der sejlede forbi. Gerda råbte på dem, da springer deres arme og fingre i tusinde stykker, men hvert stykke var så fin og skær, og bag de lange mørke øjenhår smilede et par snefnug faldt derude, og en nat så hun, slotte og gårde tittede frem mellem de grønne skræpper. Ællingemoderen med hele sin familie