lå; nede ved kanalen: plask! sprang hun ud i den store hvide høns; med ét sprang de til hvile i dem. Hun nikkede til vinduet og vinkede med hånden. Den lille havfrue løftede sine klare arme op mod Guds sol, og oppe over hende svævede hundrede gennemsigtige, dejlige skabninger; hun kunne grave og plante, som hun kaldte Sønnike, kunne skyde