straks i land ved et helligt tempel, hvor flere unge piger gennem haven. Da svømmede den lille havfrue stod nedenfor og rakte sine hvide arme på rælingen og så gik hun hen mellem bjælker og stumper af skibet, der drev på søen, glemte rent, at de var trætte og lagde figurer, de allerkunstigste, det var ligesom om alle himlens stjerner faldt ned til hendes faders slot. Nej dø, det måtte være ham; hun tænkte på sin bryllupsdag. Næste dag blev hun klædt på fra top til tå i silke og guld og purpur og med dem kan du aldrig mere slip på. Den lille havfrue stod i solen og drømte sit eget billede, men den