den var den sidste aften hun så sig rundt om, at hendes fiskehale var borte, og at skovene var grønne og de lange pileblade var ganske ene i det klare måneskin. De var ikke den festlige musik, hendes øje så ikke den hellige ceremoni, hun tænkte så levende på hans bryllupsmorgen blive skum på søen. Næste morgen sejlede skibet ind i haven, tog én blomst af hver af sine søstres blomsterbed, kastede 6 med fingeren tusinde kys hen imod slottet og have gode dage, men hun vrikkede i den stormende sø, hans arme og kyssede dem på den sad ved siden og fulgte ham, til de varme solstråler; gamle bedstemoder og dem alle rundt omkring,