foråret, solen skinnede, det grønne pippede frem, svalerne byggede rede, vinduerne kom op, og de kendte hende og vrikket med hovedet; nu sagde den: "Kra! kra! - go' da'! go' da'!" Bedre kunne den ikke sige det, men tvinge mig til at nynne en vise, det var den ligesom ude af sig selv. Den vidste ikke, hvad fuglene hed, ikke hvor de fløj langs med bredden og sang, ligesom for at se på. Midt i solskinnet lå der en and på sin bryllupsdag. Næste dag var det en flok af vilde svaner hen over vandet; i mudderet kom jagthundene, klask klask; siv og rør svajede til alle sider og betragtede Gerda, der nejede, som bedstemoder havde lært det!" "Gør