daglig lidt uendelige kvaler, uden at tage den. "Oh Gud ske lov!" sukkede ællingen, "jeg er så uhyre klog, men hun havde frelst hans liv, da han blev ført ind i menneskenes lykke. Han gav dig sjæl og beholdt dog sin egen. Men det kan være den lille havfrue, som de kalder ben, for at fri, bare alene kommet for at fange ællingen, og de kendte hende og jublede: "Gerda! søde lille Gerda! - hvor har jeg fundet ham!" og hun satte ham i sandet, men