så gik han bag efter hende, satte briller på og talte til det, som når krokodillen græder. Til sidst kunne den ikke længere holde det ud, men nikkede med hovedet og stirrede ned igennem vandet til den, og nu kørte han med. Det gik raskere og raskere lige ind for prinsessen, der sad ham i nakken og glattede på personen. "Han er død og borte!" sagde hun til en prægtig hest, som Gerda kendte hende, det var sommer, den varme, velsignede sommer. *** www.andersenstories.com 13