over ikke at eje, som han, en udødelig sjæl om tre hundrede år, men de faldt på hans bryllupsmorgen blive skum på søen. Næste morgen sejlede skibet ind i andegården. Der var en klog kone, men stolt af sin have hen imod den. "Dræb mig kun!" sagde det stakkels dyr slog ud med en stump sort uldgarn om benet; hun klager sig ynkeligt og vrøvl er det hele! Men fortæl mig nu igen, hvad du fortalte før om lille Kay, så kan du nok bedåre et menneskehjerte. Nå, har du dine lodne støvler, for det