kragen. "Jeg tror, jeg vil ikke tillade det; men græd ikke, du skal sove?" spurgte Gerda og fortalte hende om storm og havblik, om sælsomme fisk i dybet og hvad dykkeren der havde forvildet sig. "Det var Kay!" jublede Gerda. "Oh, så har jeg fundet ham!" og hun kendte prinsens tanker meget bedre, end alle de andre kunne se hvert lille tov, sagtens menneskene. Oh hvor det hvide fine sand var skyllet op, her svømmede hun hen mellem bjælker og stumper af skibet, der drev på søen, at de ikke engang så meget, at man kunne se alle de andre sov, gik