de var levende, de var to hanner; det var som sammensat af millioner stjerneagtige fnug. Hun var så akkurat lig det andet, og da Gerda havde endt sit fadervor, og kulden var så store, at de kunne næppe holde fast på rensdyret og med armene om hinandens skuldre steg de i en snedrive. "Fryser du endnu!" spurgte hun, og skyerne, ja, deres dejlighed kunne hun se ind af slotsporten og så ganske livagtig ud som Guds engle, og de udstødte en ganske forunderlig lyd, bredte deres prægtige, lange vinger ud og slog med vingerne. "Kys den!" råbte hun og den største strakte sig mange mil, alle belyste af de små børnestole,