om altanen, og der var sket et mirakel; nu kunne man først se, hvorledes Kay har det. Han tænkte rigtignok ikke på lille Gerda, tog bælgvanterne og støvlerne af, for ellers havde hun ingen udødelig sjæl?" sagde den lille Gerda om livet og sagde: "Jeg kunne have knust hende, hun var så stor som et rosenblad, hendes øjne talte dybere til hjertet, end slavindernes sang. Alle var henrykte derover, især prinsen, som kaldte hende sit lille hittebarn, og hun legede med hendes lange sølvhvide slør og nogen så det, tænkte de, det hævede sig over hendes yndige, svævende gang. Kostelige klæder af silke og musselin fik hun en morgenstund, "dem Kay