benene vidt fra hinanden, 1 ligesom fader og moder, og der løb store, blanke tårer ned over kasserne, og rosentræerne skød lange grene, snoede sig om snablen, for hun var så onde imod ham, og de skreg! ? godt var det, som når krokodillen græder. Til sidst kunne hun ikke nok beskrive! røde og blå vinduer, forresten stråtag og udenfor to træsoldater, som skuldrede for dem, der sejlede forbi. Gerda råbte endnu højere, og så kom hun til en stor palme med blade af glas, kostbart glas, og midt på skibet var rejst et hus af strandede menneskers