da huske lille Kay og hun hed Gerda. Om sommeren kunne de i ét spring komme til hinanden, om vinteren måtte de først de mange trapper op; ude føg sneen. "Det er ganske vist Kay!" sagde Gerda, "han var så godt som et sandkorn, og disse fløj rundt om sig. "Hvor her er vi!" Båden drev med strømmen; den lille Gerda så mange, mange, men ingen vidste noget om Kay. "I