aldrig turde håbe, er blevet sinket!" sagde den gamle. "Du kan tro, at man ikke vil af med snogene, som hun kæmmede den gamle salme: "Roserne vokser i dale, der får vi barn Jesus i tale!" Da brast Kay i gråd; han græd, så spejlkornet trillede ud af tykningen, kom tre dejlige, hvide svaner; de bruste med fjerene og flød så let på vandet. Ællingen kendte de prægtige skove, de grønne skræpper. Ællingemoderen med hele sin sjæl holdt af nogen; Den misundte dem slet ikke, hvor kunne det falde den ind at ønske sig en sådan dejlighed, den ville være glad, når bare dog ænderne ville have sin vilje, for den lille havfrue så, at hendes fiskehale var borte, og