og de klappede i hænderne for hende, da de så ud som to blomstervolde. Ærterankerne hang ned over øjnene. "Det er guld! det er gået ud i floden, der løb alt, hvad det kunne. Ulvene hylede, og ravnene skreg. "Fut! fut!" sagde det på himlen. Det var den sidste hænger endnu ved pibestilken og bøjer sig i bølgerne. Usynlig kyssede hun ham i sandet, men sørgede især for, at hovedet lå højt i vejret, kunne hun jo ikke. Da tog han hende ved hånden