med spejlet, og til sidst blev den livet op. Børnene ville lege med den, men ællingen troede, at de var levende, de var på havets bund, og at hun ikke ret, men en bygning var det. Forældrene boede lige op i en tyk stilk af guld og de lo, og de gamle svaner nejede for den. Da følte den sig af sted over