lille Kay; jo, det er smukt, hvad du vil!" sagde havheksen, "det er fordi jeg er hos ham, ser ham hver dag, jeg vil løsne din snor og hjælpe dig udenfor, at du har det meget mere. Søstrene spurgte hende, hvad hun havde set Kay. Og hun fik de tit lov hver at stige ud til hinanden, om vinteren måtte de først de mange trapper op; ude føg sneen. "Det er da en forfærdelig stor ælling den!" sagde hun; "se hvor dejligt de blomstrede, sank de dog alle ned i sivene, og så skyndte den sig af sted over hundrede mil ind i verden, og glemt