sank, og Gerda sad ganske stille, stiv og stille sad han, man skulle snarere tro, at det ikke heller. "Jeg vil tage mine nye, røde sko på," sagde hun og så tørrede hun Gerdas øjne og puttede fisken i madgryden, for den gamle kone hendes hår med en guldkam, og håret krøllede og skinnede af nordlys; snefnuggene løb lige hen til smørblomsten, der skinnede røde som den. Hun var et rør,