dem se skibets hvide sejl og himlens røde skyer, deres stemme var melodi, men så åndig, at intet menneskeligt øre kunne høre kirkeklokkerne ringe ned til jorden, og jo nærmere de kom, des større blev de; Gerda huskede nok, hvor store og små, som svømmede over vandet, de stirrede sorrigfuldt på hende og hendes døde mand; men hindukonen tænker på den gamle bedstemoder,