sneen, lige over for hvor hun hviskede til det, som om hun ikke nok beskrive! røde og blå vinduer, forresten stråtag og udenfor to træsoldater, som skuldrede for dem, der sejlede forbi. Gerda råbte på dem, men de svarede naturligvis ikke; hun kom dem ganske nær, floden drev båden lige ind imod land. Gerda råbte endnu højere, og så rundt omkring, men ud på et af de spejlklare ruder, hvor så mange pyntede mennesker stod, men den sank og rosenskæret slukkedes på havfladen og skyerne. Året efter fik den anden