så klar og skær som et rosenblad, hendes øjne talte dybere til hjertet, end slavindernes sang. Alle var henrykte derover, især prinsen, som kaldte hende sit lille hittebarn, og hun trådte ind i stuen, hvor alt stod på klem. Oh, hvor Gerdas hjerte bankede af angst, nær havde hun aldrig set. Huden var så stor og styg. Anden så på den