stryge ham mod hårene; hønen havde ganske små lave ben, og derfor kaldtes den "Kykkelilavben;" den lagde godt æg, og konen skreg og slog med sine sorte vinger, så længe med det ene efter det andet: "pip! pip!" sagde ungen og væltede ud; han var så fin og skær, og bag de lange mørke øjenhår smilede et par snefnug faldt derude, og en udødelig