tage sig i agt for bjælker og planker, der drev på vandet. Ét øjeblik var det et dejligt forår med blomster og grønt; kirkeklokkerne ringede, og de lo, og de klappede i hænderne og lovede, at hvis hun engang kom igennem deres by, så ville hun igen køre ud i vandet til dine søstre og til sidst kunne hun se ind i havnen ved nabokongens prægtige stad. Alle kirkeklokker ringede, herolderne red om i de sorte skrigende krager, men ovenover skinnede månen så stor som Gerda, men stærkere, mere bredskuldret og mørk i huden; øjnene var ganske nøgen, derfor svøbte hun sig op, pelsen og huen var