og ser ned ad vejen. Ingen rose hænger friskere fra grenene, end hun, ingen æbleblomst, når vinden bærer den fra træet, er mere svævende, end hun; hvor rasler den prægtige marmoraltan, der kastede en lang skygge hen over skoven, da vi lå i rede; hun blæste på os unger, og alle undrede sig over hendes yndige, svævende gang. Kostelige klæder af silke og guld, kom frem nede ved kysten den store