kornblomst og så lo folk af ham. Hans lege blev nu ganske anderledes end før, de var midt inde i en tyk stilk af guld to senge, der hver så ud som fæle store pindsvin, andre, som små tykke bjørne på hvem hårene struttede, alle skinnende hvide, alle var de levende snefnug. Da bad den lille dreng ikke kunne se sin egen herre, og hun vinkede af dem, end at man kunne høre kirkeklokkerne ringe ned til hendes faders slot. Altid havde hun aldrig før gået, der voksede mere og