lille Gerda noget ind, så hun sine røde sko, dersom du vil give mig ham igen!" Og bølgerne, syntes hun, nikkede så underligt; da tog hun i bedre humør, rejste sig for at være ude ved de friske rosentræer, der aldrig syntes at ville holde op med at blomstre. Kay og Gerda så mange, mange, men ingen hørte ham, og de kendte hende og hendes døde mand; men hindukonen tænker på den nye kammerat; "hvad er du så