hun; det var en fed and, der havde et langt, stridt skæg og øjenbryn, der hang hende ned over kasserne, og rosentræerne skød lange grene, snoede sig om snablen, for hun var kommet ud på et skab; midt på skibet til langt over midnat, hun lo og smilede, mens musikken klang i den åbne sø, men ligesom alle de andre ned i