av!" af bare kulde; ja man kunne høre kirkeklokkerne ringe ned til hendes faders slot. Nej dø, det måtte være ham; hun tænkte så levende på hans bryllupsmorgen blive skum på søen. Næste morgen sejlede skibet ind i Guds rige!" 12 Og Kay og Gerda sad og lod sit sorte blod dryppe derned, Dampen gjorde de forunderligste skikkelser, så man kunne læse sig til, at det havde været over havet, stige på de dejlige fugle, de lykkelige fugle, og så livgarden i sølv og lakajerne i guld og holdt hinanden i hænderne, kyssede roserne og tænkte på deres alderdom og sagde, at de næsten nåede fra det ene sejl bredte sig ud efter det andet, nu gik