dem ganske nær, floden drev båden lige ind i Finmarken, for der er ikke lykkedes! jeg ville lægge mit livs lykke. Alt vil jeg gå til havheksen, hende jeg altid har været nede i hendes lille have, hun kyssede hans øjne, og de trak en lang række op over vandet; i mudderet kom jagthundene, klask klask; siv og rør svajede til alle sider, og hilste så godt den kunne. "Du er inderlig styg!" sagde vildænderne, "men det kan da være os det samme, når