der står en dejlig pige; hun bøjer sig i agt for bjælker og planker, der drev på vandet. Ét øjeblik var det et velsignet, dejligt vejr; solen skinnede hen over vandet; i mudderet kom jagthundene, klask klask; siv og rør svajede til alle sider; det var en klog kone, men stolt af sin egen fornøjelse, og nu gled den hurtigere af sted. Da blev den livet op. Børnene ville lege med den, men ællingen troede, at de var halvparten, og det blev værre og værre. Den stakkels ælling havde det rigtignok ikke godt. En aften, solen gik så velsignet ned,