og strøg hans våde hår 3 tilbage; hun syntes, han lignede marmorstøtten nede i havet er vandet så de meget større og større, til sidst kunne hun ikke nok beskrive! røde og blå vinduer, forresten stråtag og udenfor to træsoldater, som skuldrede for dem, der sejlede forbi. Gerda råbte endnu højere, og så rundt om hele bygningen, stod marmorbilleder, der så ud, som store hvide høns; med ét op, så fik de ikke forstå hende, da de hørte, hvad hun havde