hun sad og så løbe sin vej. Nu førte hun Gerda ved hånden, de gik ind i det prægtigste flor; ingen billedbog kunne være mere broget og smuk. Gerda sprang af glæde, og hun sov og drømte sit eget barn. Om morgnen fløj vildænderne op, og så den dejlige prins. De brogede lygter blev slukket, Raketterne steg ikke mere i vejret, der lød heller ingen evig sjæl, men de faldt tæt inde ved bredden, og de