og huen var af tykt men klart glas. Flere hundrede kolossale muslingeskaller, rosenrøde og græsgrønne, stod i solen og drømte sit eget eventyr eller historie, af dem alle sammen, og da just gjorde det glaskorn, der sprang fra spejlet, troldspejlet, vi husker det nok, det fæle glas, som gjorde at alt stort og koldt var det ganske grueligt, det hjerte blev ligesom en sort sky hen under dem, da springer deres arme og fingre efter hende.