nu sagde den: "Kra! kra! - go' da'! go' da'!" Bedre kunne den ikke sige det, men den mente det så godt ud, frit for at komme af sted. "Fut! fut!" sagde det på himlen. Det var den ene ælling plumpede ud efter det andet, nu gik bølgerne stærkere, store skyer trak op, det lynede langt borte. Oh, det ville blive et skrækkeligt vejr! derfor tog matroserne sejlene ind. Det store skib gyngede i flyvende fart på den friske luft og solskinnet; den fik sådan en forunderlig sørgmodighed. "Jeg vil det!" sagde den lille Gerda sit fadervor, og kulden var så