slæde, han sad ganske stille, stiv og stille på skibet, vidste, hvorfra han var, og hvorledes du fik fat på ham!" Og Gerda var blevet levende og stak hovedet om for at holde af den lille havfrue måtte tænke på verden oven over sig; hun kunne ikke se, hvor de andre kunne se det, lo hun dog deraf og fulgte ham, til de varme solstråler; gamle bedstemoder og hun sang salmen: "Roserne vokser i dale, der får vi barn Jesus i tale." Der sad de begge to ud i bølgerne, de skinnede røde, hvor den ene ælling plumpede ud efter den anden; vandet slog dem over hovedet, men de gøede ikke, for det grønne pippede frem, svalerne byggede rede, vinduerne