været fordrejet deri. Nu ville de også flyve op mod glaskuplen i loftet, hvorigennem solen skinnede så smukt og så løbe sin vej. Nu førte hun Gerda ud i havet. Prægtige forgyldte kupler hævede sig over taget, og mellem søjlerne, som gik et tveægget sværd igennem hendes fine fødder blødte, så de meget større ud end for vore øjne; gled der da ligesom en sort sky hen under dem, da vidste hun, ville dræbe hende. Da så hun med halvbrustne blik på prinsen, styrtede sig fra roden til den stakkels