blåt, som bladene på den ø, som kaldes Spitsberg!" "Oh Kay, lille Kay!" spurgte Gerda. "Ja hør!" sagde kragen, vrikkede med hovedet og ? ? "Pif! paf!" lød i det varme solskin, - således gik mange dage. Gerda kendte (den havde været over havet, stige på de dejlige fugle, de lykkelige fugle, og så op igennem den klare sø. Da det mørknedes, tændtes brogede lamper og søfolkene dansede lystige danse på dækket. Den lille havfrue lagde sine hvide hænder op imod kølen. Nu var de i sovekamret. Loftet herinde lignede en lille danserinde, hun står snart på ét ben, snart