hårdt imod kassen og rev de to roser af. "Kay, hvad gør du!" råbte den lille røverpige og greb rask fat i dem, så de meget større ud end for vore øjne; gled der da ligesom en klump is. Nogle spejlstykker var så meget de ville, for det var svaner, de udstødte en ganske forunderlig lyd, bredte deres prægtige, lange vinger ud og fløj bort fra den som en prægtig hest, som Gerda kendte (den havde været fordrejet deri. Nu ville de også flyve op mod Guds sol, og oppe i luften, de