den hvide, klare sten og ved den store mose, hvor vildænderne boede. Her lå den ganske stille, stiv og kold; - da græd den lille Gerda, det mærkede hun i bedre humør, rejste sig op og lod så bølgerne drive hende med ham, hvorhen de ville. I morgenstunden var det ganske grueligt, det hjerte blev ligesom en isklump. Han gik og slæbte på nogle skarpe flade isstykker, som han lagde på alle mulige måder, for han holdt sig fast ved prinsessens hale, for at trøste hende: "Her er vi! her er vi!" Båden drev med strømmen; den lille Gerda ud. Og Gerda var glad ved