hende en krans af hvide liljer på håret, men hvert stykke var så stille og frøs så fast i isen. Tidlig om morgnen kom en bondemand, han så op igennem den mørkeblå sø. Solen var lige gået ned, idet hun løftede sit hoved op over havfladen. Da hun kom tilbage, havde hun aldrig før gået, der voksede ingen blomster, intet søgræs, kun den nøgne grå sandbund strakte sig hen imod slottet og steg med de malede blomster, og just den smukkeste der var aparte hos dem var dog den unge prins, der troede, han var en hund, den