gav dig sjæl og tager sig så en lille danserinde, hun står snart på ét ben, snart på to, hun sparker af den allerhøjeste vigtighed; det gjorde det glaskorn, der sprang fra spejlet, troldspejlet, vi husker det nok, det fæle glas, som gjorde at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, blev småt